Ny på værktøjsmarkedet

I hele mit liv har jeg aldrig ejet et stykke el-værktøj. Jeg er 37 og blev alene for nogle måneder siden. Vi blev skilt, og nu står jeg så i den situation, at jeg og mine to store børn skal flytte ind i en mindre og billigere bolig. Vi har fundet en god, lille lejlighed ikke så langt fra børnenes skole og er i fuld gang med at flytte. Men jeg finder jo ud af, at der er mange ting, som jeg intet aner om, hvordan jeg skal tackle. For eksempel, at man kan lease værktøj – det var nyt for mig!

Nu skal jeg selv

Det var altid min mand, der stod for små reparationer eller forbedringer i huset. Fx sådan noget som at få sat et billede op på væggen, eller sætte en pære i en lampe. Det skal jeg nu til at lære. Lige nu er det vigtigste dog, at vi får indrettet os hyggeligt her i lejligheden. Det betyder, at der også skal noget op på væggene. Min datter vil gerne have et spejl på væggen i sit værelse, og jeg vil såmænd også gerne have nogle billeder op inde i stuen. Det vil så sige, at jeg er nødt til at lære at bruge en skruemaskine. Det har jeg aldrig i mit liv gjort før. Jeg aner ikke, hvordan man holder på sådan én. Jeg lånte en boremaskine af min nabo. Den var temmelig tung at holde på, men jeg fik boret et par huller på de rigtige steder. Og så havde jeg en skruetrækker, så jeg fik da sat nogle skruer i hullerne. De ville bare ikke blive der. De faldt ud.

Naboen til hjælp

Jeg spurgte min nabo, om han ville hjælpe mig. Jeg kunne se, at han egentlig ikke havde lyst til det, men han var sød nok til at komme og hjælpe mig. Han grinte ad mig. ”Du ved godt, at der er noget, der hedder rawplugs, ikke?” Nej, det måtte jeg indrømme, at jeg ikke var klar over. Han fortalte mig, at det er sådan nogle dippedutter. man banker ind i hullet, man har boret, også skruer man skruen i bagefter. Rawpluggen hjælper til at holde skruen på plads. Aha. Ok. Jamen. Jeg har ingen rawplugs. Så må det vente med at få de billeder op. Jeg følte mig så dum som en dør.

Skruemaskine

Det er så mit projekt i den kommende weekend: Jeg skal ned til det lokale byggemarked og finde rawplugs, skruer og en skruemaskine. Måske kan jeg også få et godt råd om, hvordan man kan se, hvor stor skruen skal være, eller hvordan man måler korrekt op, så billedet kommer til at hænge lige.

Jeg er lidt betænkelig ved det projekt. Det må jeg indrømme. Det er ikke sjovt at skulle indrømme, at man ikke ved noget som helst om bore- og skruemaskiner. Men jeg vil bide i det sure æble. Jeg må finde mig i, at jeg skal stå dernede i byggemarkedet mellem store, stærke mænd, der ved alt om gør-det-selv og værktøj, og være hende den dumme og naive. Min lille familie skal have det godt. Vi skal videre i et nyt liv. Og jeg tør godt stille dumme spørgsmål, fordi de findes ikke!